top of page

Vedtægter for Vestsjællands microcross klub

§ 1. Navn og hjemsted.

Foreningen er stiftet d. 13.06.1989 med navnet Vestsjællands Minicrossklub.

Foreningens hjemsted er Møllegårdsbanen, Strandvej 27 A, 4270 Høng, som er beliggende i Kalundborg Kommune.

Foreningen er tilsluttet Danmarks Motor Union(DMU) under Danmarks Idræts-Forbund(DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

Efter optagelsen i DMU er navnet på foreningen ændret til Vestsjællands Microcrossklub, da foreningen er for medlemmer mellem 3 og 11 år, som er placeret i Microcrossafsnittet under DMU.

Microcrossafsnittet i DMU grenspecifikt reglement blev i 2014 udvidet til at omhandle Pitbike(2 eller 4 takt mini/microbike) alderskriterierne er fastsat fra 6 år til og med 90 år. Vestsjællands Microcrossklub optager derfor medlemmer ift. de af DMU udgivne regler samt øvrige retningslinjer omhandlende grenspecifikt microcross samt pitbike.

§ 2. Formål.

Foreningens formål er at fremme Microcross sporten og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til sporten. Endvidere skal klubben varetage Microcross kørernes interesse indenfor denne sportsgren.

§ 3. Medlemskab.

Som aktivt medlem kan optages enhver der i indmeldelsesåret fylder 3 år. Aktive micromedlemmer i Vestsjællands Microcrossklub følger de til enhver tid angivne forskrifter vedr. alder i Dansk Motor Unions(DMU) almene samt grenspecifikke reglement, herunder microcrossafsnittet. Således henvises der til DMU reglement ift. alder, maskinklasse, licensinddeling ect.

Medlemmer ældre end de i DMU grenspecifikt reglement omhandlende microcross foreskrevne regler, kan optages i Vestsjællands Microcrossklub såfremt de opfylder de af DMU fastsatte krav i grenspecifikt reglementsafsnit vedr. Pitbike. Der kræves som minimum pitbikelicens, aktive medlemmer med pitbike- eller MX licens underlægges samme retningslinjer som aktive børns forældre/værge.

Klubben er opstået og drives udelukkende på forældreinitiativ. Det er et krav for optagelse i klubben, at medlemmernes forældre aktivt deltager i klubbens drift samt vedligeholdelse af klubbens aktiver. Al klubaktivitet for medlemmer og pårørende sker på eget ansvar. Klubben og dens bestyrelse således ikke drages til ansvar for uheld i forbindelse med udøvelsen af klubaktiviteter. Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og reglement. Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke stemmeret på klubbens generalforsamling og kan ikke opstilles til bestyrelsesposter. Passive medlemmer har ikke adgang til at køre på banen.

Kontingentprisen for passive medlemmer fastsættes på generalforsamlingen. 

§ 4. Indmeldelse.

Indmeldelse skal ske skriftligt via indmeldelsesblanket eller e-mail til klubbens kasserer.

Indmeldelsesblanketten udfyldes og underskrives af forældre eller værge.

Ved indmeldelsen indplaceres forældre i et af klubbens arbejdsudvalg, efter ønske fra forældre og dernæst efter klubbens behov for hjælp i et udvalg.

§ 5. Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kasserer med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Kontingentperioden følger opkrævningen for kørerlicens fra DMU, eller

01 januar til 31 december. Ved udmeldelse skal medlemmets økonomiske mellemværender med klubben afvikles. Der tilbagebetales ikke indbetalte kontingenter ved opsigelse af medlemskab.

§ 6. Kontingent.

Kontingentet fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling og er gældende for det efterfølgende regnskabsår. Kontingentet opkræves i januar måned. Med sidste betalingsdato d. 31.01.20**

Kontingentet overføres til klubbens konto, påført medlemmets licensnummer og navn.

Efterfølgende søskende får 50 % søskenderabat.

§ 7. Restance.

Kontingentet skal være betalt rettidigt. Hvis dette ikke overholdes udsendes der 2 rykkere med en måneds mellemrum. Der pålægges et rykkergebyr på 50 dkr. Pr. gang.

Medlem med kontingentrestance har ikke adgang til at benytte klubbens bane.

Manglende kontingentindbetaling er eksklusions grund. Når et medlem er i kontingentrestance udover 20 dage efter 2. rykker er afsendt bliver medlemmet slettet fra medlemslisten.

Medlemmer der er i kontingentrestance kan optages i klubben igen, når vedkommende har afviklet sin gæld til klubben.

Medlemmer der er i kontingentrestance kan ikke skifte stamklub, førend restancen er indfriet.

§ 8. Eksklusion.

Klubbens bestyrelse kan, såfremt et medlem handler til skade for klubben eller vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtigelser, ekskludere et medlem af klubben. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog at 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusion af medlemmet.

 

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar overfor bestyrelsen og kan kræve at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Ved indankning af eksklusionen forsætter medlemskabet frem til generalforsamlingen har taget en afgørelse. Medlemmet som eksklusionen drejer sig om, har adgang til generalforsamlingen og ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion behandles som et særskilt punkt på dagsordnen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver 2/3 af stemmerne for eksklusion.

Et tidligere medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlings beslutning, kan kun optages ved en ny generalforsamlings beslutning. Her kræves 2/3 af medlemmerne stemmer for optagelse af det ekskluderede medlem.

Ved eksklusion ydes der ikke refusion for indbetalt kontingent.

§ 9. Ordinær generalforsamling.

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling skal afholdes en gang årligt inden udgang af marts måned og indkaldes med mindst 28 dages varsel.

Indkaldelsen til generalforsamlingen sker via mail til klubbens medlemmer, på klubbens hjemmeside og ved opslag i klubhuset.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamlingen, skal være indsendt skrifteligt til Formanden, senest 14 dage før afholdelsen af den ordinære generalforsamling.

Dagsorden inkl. samtlige forslag bekendtgøres for alle medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingen afholdes. Denne bekendtgørelse vil være opslået i klubhuset og på klubbens hjemmeside.

For at sikre klubbens formål, betragtes kun medlemmer mellem 3 og 11 år som stemmeberettigede gennem forældre/værge. Det forudsættes at medlemmet ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Et medlem kan max medbringe 1 skriftelige fuldmagt til brug ved afstemning.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Ved afstemning gives 1 stemme pr. stemmeberettigede medlem. Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt flertal.

§ 10. Dagsorden.

Dagsordnen for ordinær generalforsamling i Vestsjællands Microcrossklub – Høng skal mindst indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent, referent og stemmetæller.

2. Formandens beretning for det forløbne år.

3. Forelæggelse af den revisor godkendte årsrapport til godkendelse.

4. Bestyrelsens forslag til budget for kommende sæson.

5. Fastsættelse af det kommende regnskabsårs kontingenter, træningsgebyr.

6. Indkomne forslag.

7. Valg af formand (i lige år eller efter behov)

8. Valg af kasserer (ulige år eller efter behov)

9. Valg af næstformand, sekretær og 1 suppleant.

10. Valg af revisor for kommende regnskabsår.

11. Eventuelt.

§ 11. Generalforsamlingens ledelse.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Beslutningerne træffes ved almindeligt flertal, ved stemmelighed foretages en ny afstemning.

Dog kræver vedtægtsændringer og beslutninger om klubbens opløsning et 2/3 flertal jf. §17 og §18.

Dirigenten bestemmer afstemningsmåden og kan efter ønske, såfremt 5 medlemmer ønsker det foregå skrifteligt.

Alle afstemninger om eksklusion skal være skrifteligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i et referat som godkendes og underskrives af dirigenten ved generalforsamlingens afslutning.

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst halvdelen af klubbens medlemmer fremsætter skrifteligt ønske herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal være afholdes senest 28 dage efter begæringens modtagelse. Der gælder de samme krav til indkaldelse, mødets ledelse, afstemning med mere som for den ordinære generalforsamling.

§ 13. Bestyrelsen.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

Vestsjællands Microcrossklub bestyrelse består af Formand, kasserer, Næstformand, Sekretær og 1 suppleant.

Genvalg kan finde sted .

Medlemskab af bestyrelsen af ophører automatisk ved barnets udmeldelse af klubben.

Formand er på valg i lige år og kasserer i ulige år.

Foruden formand og kasserer, som på generalforsamlingen er valgt med titel, konstituerer bestyrelsen sig med Næstformand, sekretær og 1 suppleant, senest 28 dage efter generalforsamlingens afholdelse.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen er til stede, hvoraf Formanden eller Næstformanden skal være til stede. Bestyrelsen beslutninger træffes ved flertal. I tilfælde af stemmelighed er Formandens (eller i dennes fravær) Næstformandens stemme afgørende.

Såfremt at Formand eller Kasserer aftræder i utide, vælges blandt den øvrige bestyrelse en ny Formand/Kasserer. Vedkommende besidder posten frem til næste generalforsamling, hvor der vælges et nyt medlem til den pågældende post for den resterende periode, således at rytmen med udskiftning af bestyrelsesmedlemmer i lige og ulige år genetableres.

Hvis et bestyrelsesmedlem aftræder i utide eller overtager en anden bestyrelsespost, overtager Suppleanten det aftrædende bestyrelsesmedlems post og fortsætter dennes valgperiode ud.

§ 14. Regnskab.

Klubbens regnskabsår er fra d. 1. november til d.31. oktober

Kassereren skal inden d.31. oktober afgive regnskabsmæssig årsrapport for det foregående regnskabsår og status pr. d.31. oktober til Revisoren.

Det af bestyrelsen og revisoren underskrevne årsrapport forelægges medlemmerne til den ordinære generalforsamling i november måned. Regnskabet skal kunne gennemses ved opslag i klubhuset 8 dage før den ordinære generalforsamling i november.

§ 15. Revision.

På den ordinære generalforsamling vælges der for et år ad gangen en Revisor.

Revisoren skal hvert år i 1. Og 3. kvartal gennemse den samlede årsrapport og påse at beholdningerne er tilstede.

Revisionsformen er almindelig regnskabsmæssig revision, hvor det kontrolleres, at bilagene er rigtig udregnede, at bilag og bogføring er i overensstemmelse med hinanden, og at beholdninger og værdier er til stede.

Årsrapporten forsynes med datoerne hvor regnskabet er gennemgået, samt underskrift af Revisoren.

Revisoren skal til enhver tid have adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

 

 

 

§ 16. Tegning og hæftelse.

         

Bestyrelsen er bemyndiget til  

  • At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til enten alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens formue samt til at tegne foreningen i økonomiske anliggender

  • At udpege et eller flere bestyrelsesmedlemmer til alene eller i fællesskab at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske bankprodukter samt til at indgå kontrakter herom.

     

  •  I tilfælde af låneoptagning skal dette forelægges og godkendes af generalforsamlingen. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtigelser som påhviler foreningen.

 

 

§ 17. Vedtægtsændringer.        

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver lovlig indkaldt generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte afgivne stemmer er for forslaget.

§ 18. Klubbens opløsning.

Beslutning om opløsningen af Vestsjællands Microcross klub – Høng, kræver at der afholdes en ekstraordinær generalforsamling, og der på denne ekstraordinærgeneralforsamling deltager mindst 2/3 af klubbens stemmeberettigede medlemmer. For at forslaget kan vedtages, kræves det at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes der til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. I et sådanne tilfælde tilfalder klubbens formue DMU til microrelateret ungdomsarbejde, minus det beløb der skal bruges til reetablering af baneområde og til at aflevere området tilbage til ejeren i samme stand som man har overtaget det.

§ 19. Kørslesopdeling ved træning, træningslederens ansvar.

Det er træningslederen der har det overordnede ansvar for opdeling af træningstiden. Der henvises til MX reglement.

§ 20. Klubmesterskab og arbejdsdage.

Efter oprykning fra klassetrin C til B, kan man køre klubmesterskabet færdig året ud i klassetrin C eller rykke op i klassetrin B efter eget ønske, der kan kun deltages og præmieres i én klasse.

I forbindelse med afviklingen af klubmesterskabet kan der afholdes arbejdsdag på bane og område.

 

§ 20 stk 1.1

Formålet med dette regelsæt er at sikre, at ALLE klubbens licens- og indslusningsindehavere, hjælper med de praktiske opgaver, der knytter sig til det at drive klubben og dertil hørende bane.

Således at det ikke kun er en "hård kerne" af medlemmer, der skal udføre arbejdet - du skal også være med.

Når vi alle hjælper til og løfter i flok, bliver byrden meget mindre for den enkelte, og sammen kan vi skabe Danmarks bedste Microcross klub/bane.

§ 20 stk 1.2 Arbejdsreglerne gælder alle medlemmer i VM - Høng, der har indløst DMU-licens samt tegnet indslusningslicens. Gebyret for manglende fremmøde på arbejdsdage fastsættes af bestyrelsen på dennes første møde efter afholdt generalforsamling.

Registrering af arbejdstid kommer til at ske digitalt. Man skal have 2 x 8 timer inden årets udløb. Har man ikke opnået de 2 x 8 timer, ville der komme en bøde på 2 x 750kr. Og en restance for at indløse licens i DMU. Oftest er der arbejdsdag dagen før klubmesterskab, der kan man bruge nogen af sine timer som man skal registrere på den nye platform. Kan man ikke møde op på de aftalte arbejdsdage, har man mulighed for at møde andre dage og tage nogen opgaver.

Som medlem i klubben er du forpligtet til at deltage i de af klubbens bestyrelses fastsatte arbejdstimer på bane og område, alternativt kan der træffes aftaler med bestyrelse eller udvalgsformændene omkring løsning af opgaver til gavn for klubben, som værende gældende for en arbejdsdag/timer.

Ved afvikling af løb på Møllegaardsbanen er medlemmernes hjælp påkrævet, bestyrelsen har til opgave at planlægge den kommende sæsons opgaver samt rescourceplanlægning ifm. løbsafviklinger, herunder orientere klubbens medlemmer samt offentliggøre datoer ect. på klubbens website. Bestyrelsen kan fastsætte gebyr for ikke afholdte løbsarbejdstimer.

Uanset hvor mange medlemmer der findes i husstanden skal der afvikles det af bestyrelsen fastsatte x antal timer.

Medlemmets ansvarlige voksen eller værge er ansvarlig for, at arbejdet udføres til klubbens/bestyrelsens tilfredsstillelse.

Såfremt du ikke lever tilfredsstillende op til dine forpligtelser overfor klubben, skal du betale gebyret der er fastsat af bestyrelsen, for hver manglende time(r) eller løbsarbejdsdag, før fornyelse af DMU licens eller skift af stamklub kan finde sted.

Danmarks Motor Union støtter op om disse regler, og nægtelse af licensudstedelse kan blive aktuelt, hvis licenskøreren er i kontingentrestance til klubben.

Hvis du på forhånd ved, at du ønsker at "frikøbe" dig for dine forpligtelser, ved at indbetale det fastsatte gebyr på klubbens konto, bedes du give besked til klubbens kasserer.

 

Det vil klubben udvise positiv forståelse for - primært fordi du giver udmelder fra starten, og klubben derved kan planlægge arbejdsbyrden fremadrettet.

 

For nye medlemmer, der indløser DMU- eller indslusningslicens efter den 1. august i et kalenderår, er forpligtet til at deltage i mindst 1 arbejdsdage/opgaver à ca. 5-6 timer, samt ved et officielt DMU løb(medmindre disse er afviklet).

Disse regler er lavet med gode ønsker og hensigter for alle parter. Reglerne vil løbende blive tilrettet af bestyrelsen, hvis der opstår uhensigtsmæssigheder. Hvis du får en dårlig oplevelse på en af dine arbejdsdage, så meld tilbage til bestyrelsen.

§ 21. Alkoholpolitik.

VM - Høng lægger meget vægt på at forældre kan føle sig trygge ved at lade deres børn færdes i- og omkring klubben.

VM - Høng ønsker på ingen måde at fremme brugen af alkohol i forbindelse med klubbens aktiviteter.

I forbindelse med forskellige sociale aktiviteter kan det accepteres at der nydes alkohol i begrænset omfang.

Personer der virker stærkt berusede eller på anden vis udviser krænkende herunder voldlig adfærd bortvises fra klubbens område.

Voksne er børnenes forbillede og det er derfor vigtigt at gå foran med et godt eksempel.

Ligeledes lægger VM - Høng vægt på hvilke signaler vi som klub sender til omverdenen.

§ 22. Børneattester.

I 2005 vedtog Folketinget en lov med krav om at indhente børneattester i forbindelse med ansættelse af personale mv. For dansk idræt medfører det, at alle idrætsforeninger er forpligtet til at indhente børneattester på nyansatte trænere, ledere, instruktører mv., som er i direkte og vedvarende kontakt med børn under 15 år. Overholdes loven ikke, kan idrætsforeningen straffes med bøde.

 

Indhenter foreningen en børneattest på en træner, instruktør, leder mv., som er negativ, betyder det, at man ikke har nogen domme vedrørende seksuelle krænkelser.

En positiv børneattest betyder derimod, at man er dømt for seksuelle krænkelser af børn og har overtrådt et eller flere punkter i straffeloven.

Foreningerne skal indhente børneattester hos Det Centrale Kriminalregister, som dog kun må udlevere dem, hvis træneren, instruktøren, lederen mv. giver sit samtykke. Hvis træneren, instruktøren, lederen m.v. modsætter sig, at foreningen indhenter en børneattest, må foreningen ikke ansætte ham /hende, ligesom han / hun ikke må virke i foreningen.

I Vestsjællands Microcross klub er der ikke tilknyttet en fast træner til børnene, men derimod er det forældre med gyldigt træningslederlicens(TL) udstedt af Dansk Motor Union(DMU) der træner børnene, med enkelte undtagelser, hvor der er arrangeret træning med en træner som ikke har tilknytning klubben. Personer med træningslederlicens udstedt af DMU, skal aflevere børneattest til den af bestyrelsen udpeget ansvarlige på området. TL licensindehavere i VM-Høng med positiv børneattest vil blive håndteret af foreningens hovedorganisation og TL licens inddrages.

På baggrund af at der ikke er tilknyttet en træner til børnene, er det derfor blevet besluttet at, Formanden, eller én af denne udpeget fra bestyrelsen har ansvaret for at indhente børneattester på klubbens bestyrelse for at sikre sig at klubben lever op til loven og klubben er et trygt sted at opholde sig for børnene.

Formanden medbringer blanketter som udfyldes ved første bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen konstituerer sig. Klubben skal i førstkommende bestyrelsesreferat konstatere, at bestyrelsens medlemmer med navns nævnelse er blevet tjekket i kriminalregisteret, og at der ikke var nogen belastende oplysninger, hvis dette er tilfældet.

Positive børneattester skal sendes til foreningens hovedorganisation som håndterer attesten på vegne af foreningen.

Vedtægterne er vedtaget på Vestsjællands Microcross klub – Høng, generalforsamling den 5-2-2020 

bottom of page